
VI EJER VORES INDFLYDELSE
Tøjfirmaer uden styr på deres produktion kan ikke reelt forbedre arbejdsforholdene for sine medarbejdere eller mindske virksomhedens klimaaftryk. Det er en af grundene til, at vi har valgt at eje vores egne fabrikker. Når vi ejer produktionen, ejer vi også ansvaret. Det er ikke altid enkelt, men det er sådan, vi gerne vil arbejde. At sælge tøj uden gennemsigtighed og ansvar har aldrig været Blåkläders game.
I dag kommer 90 procent af alt det tøj, vi sælger, fra fabrikker, vi selv har bygget op. Vores materialer køber vi fra ti faste partnere, der leverer størstedelen af vores stof. Med et lille antal leverandører kan vi have en tæt og løbende dialog.
Vi er stolte af det, vores kollegaer og leverandører i fællesskab får til at vokse. Og vi kan hurtigt ændre kurs, når vi øjner en mulighed for at blive bedre. Det gør vi, fordi vi ved, at en sund forretning kræver både mennesker og en planet i balance.
Egen produktion
HVORFOR ER EGNE FABRIKKER SÅ VIGTIGE?
Bæredygtighed er kompliceret nok i sig selv. Og hvis vi slap kontrollen over vores råvarer og produktion, ville det kun blive endnu sværere. Derfor har vi fra starten arbejdet på at eje så meget som muligt af vores værdikæde. På den måde får vi flere muligheder for at forbedre arbejdsforholdene for vores medarbejdere og Blåkläders samlede miljøpåvirkning.
90 % af vores produkter fremstilles på vores egne fabrikker.

At passe på sine medarbejdere virker indlysende, ikke sandt? Altså at sikre som virksomhed, at deres arbejde gør det muligt for dem at holde sig sunde, leve af deres løn, få mad på bordet og deres børn i skole? Desværre er det ikke altid en selvfølge.
I dag producerer vi 90 procent af vores tøj på egne fabrikker – syv i Myanmar og Sri Lanka og en ny på vej i Bangladesh. Når den står klar, har vi omkring 7.000 ansatte: konstruktører, designere, syersker, chauffører, mekanikere, rengøringsfolk og mange flere. Alle er en del af et fælles mål om at drive en tekstilproduktion, der tager ansvar.
Ejerskabet over fabrikkerne har lært os, hvor lang tid og hvor meget tålmodighed, det kræver at gøre tingene ordentligt. Bæredygtighed er ikke et quick fix – det er et langsigtet arbejde, der kræver både udholdenhed og engagement. Vi er ikke i mål, men fordi vi ejer vores produktion, kan vi selv sætte retningen.
Vi kender menneskene bag hvert stykke tøj
Hvis du kigger på et par af vores bukser, vil du hurtigt se, at de består af utallige dele og kræver mange trin i produktionsprocessen udført af dygtige og erfarne hænder.

En vinterkedeldragt kræver fx 320 trin, udført af 80 mennesker, hen over 201 minutter. En t-shirt kræver blot 22 trin og 1 minut, før den er færdig.

VINTERKEDELDRAGT
320 trin, 80 menneskser, 201 minutter

T-SHIRT
22 trin, 8 mennesker, 1 minut
Mange steder i branchen er de ansatte usikre på deres job og risikerer at blive afskediget i lavsæsonen. Sådan arbejder vi ikke. Vi tilbyder stabile ansættelser og et sikkert arbejde. Det betyder, at vi kan fastholde medarbejdere med stærke kompetencer, som er med til at skabe arbejdstøj af høj kvalitet.
Vi bestemmer, hvordan vores fabrikker drives
Vi kiggede op – og fik øje på verdens største batteri. I dag kommer næsten halvdelen af strømmen til vores symaskiner således fra solen. Det har reduceret vores CO₂-udledning med ca. 700 ton om året og skåret 55 procent af energiudgifterne.
Da vi byggede fabrikkerne, brugte vi 30–40 procent genbrugsmaterialer. Vi har LED-belysning, vandkølede airconditionanlæg, lyse overflader, ovenlysvinduer, selvlukkende vandhaner og systemer til genbrug af vand. For os er genbrug en selvfølge. Men vi gør meget mere end det og får det tilmed dokumenteret. Fem ud af syv af vores fabrikker har LEED-certificering for bæredygtigt byggeri, og alle syv fabrikker er certificeret efter STeP by Oeko-Tex-standarden for miljø og sociale forhold.

Bæredygtighed kræver både store visioner og konkrete handlinger. Vi siger det, fordi det er vigtigt – og fordi verden har brug for, at flere tænker sådan, hvis menneskeheden skal have en fremtid.

SOLENERGI
Solpaneler; energiomkostningerne falder med mindst 55 %.

BYGGET AF GENBRUGSMATERIALE
30-40 % af byggematerialerne i byggeriet blev genbrugt.

REDUKTION AF UDLEDNINGER
55 % reduktion af kuldioxidudledningen takket være energi- og klimaeffektive kølesystemer og solenergi.

GENBRUG AF VAND
Reducerede vandomkostninger med mindst 75 % gennem vandhaner med automatisk lukning og genbrug af vand.
environment
SÅDAN REDUCERER VI VORES KLIMAAFTRYK
Jo færre stykker tøj der bliver produceret, desto bedre er det for miljøet og klimaet, da den største påvirkning sker i selve tekstilproduktionen. Derfor arbejder vi hårdt på at nedbringe udledningerne fra vores produktion – og vi prioriterer slidstyrke, så hvert eneste stykke arbejdstøj kan bruges så længe som muligt i stedet for at skulle erstattes hele tiden.
Arbejdstøj med kort levetid øger behovet for at producere mere.

Mange års høje ambitioner og erfaring har lært os, at man skal være utrolig forsigtig, når man taler om bæredygtige materialer og holdbart arbejdstøj. Det er en balancegang, hvor materialerne ligger på den ene side og holdbarheden på den anden. Ændrer man noget på den ene side, påvirker det den anden.
For eksempel: hvis du skifter fra nye fibre til et genanvendt alternativ, skal du være helt sikker på, at du ikke går på kompromis med holdbarheden i jagten på den mest bæredygtige løsning. En ændring, der markant forkorter levetiden på et stykke tøj, får nemlig enhver bæredygtighedsgevinst til at forsvinde – fordi arbejdstøj med kort levetid blot øger behovet for at producere mere. Pludselig har man skabt endnu et problem i stedet for at løse ét.
Vi er temmelig forsigtige med hurtige påstande om ”bæredygtige materialer”. Genanvendte fibre kan være et godt valg, men kun hvis holdbarheden følger med. Ellers mister man gevinsten. Derfor afvejer vi altid balancen mellem slidstyrke og materialevalg. Til gengæld er det et område i konstant udvikling – og der sker mange spændende ting. Har du en materialeidée? Så tal med Ann Carlsson, vores Sustainability Manager!

Bæredygtig betyder lang levetid
Blåkläders arbejdstøj skal være slidstærkt og langtidsholdbart. Det er hele vores forretningsidé – men også vores vigtigste bæredygtighedsfaktor. Slidstyrke og levetid er altid i fokus, når vores designere vælger materialer og løsninger, og netop derfor er vi særligt stolte af at være de eneste på markedet, der tilbyder livstidsgaranti på sømmene.
Alt vores tøj bliver testet flere gange i de hårdeste tænkelige scenarier – først i laboratoriet og derefter i virkelige arbejdsmiljøer. Men vi glemmer heller ikke hverdagen, hvor tøjet først og fremmest bliver beskidt. Derfor samarbejder vi med udvalgte vaskerier, hvor du kan sende virksomhedens arbejdstøj til vask – på en måde, der skåner både tøjet og miljøet mest muligt.
Men holder arbejdstøj for evigt? Nej, selvfølgelig ikke. Hardrockbandet In Flames kontaktede os for nylig, fordi deres crew skulle have nyt arbejdstøj – efter ti års hård turné. Så giver slidstyrken virkelig mening..
SOCIALT ANSVAR
VORES TILGANG TIL ARBEJDSFORHOLD OG LØNNINGER
Vi omtaler vores medarbejdere som Blåkläder-familien. Det forpligter – og det er et valg, vi har truffet med åbne øjne. Medarbejderne er hjertet i virksomheden, og for at kunne drive forretning med god samvittighed, er det en selvfølge for os at tilbyde faste ansættelser og en sikker arbejdsplads. Vi prøver også at skabe andre former for tryghed, baseret på hverdagen i Myanmar, Sri Lanka og Bangladesh, hvor vi har vores fabrikker.
Jobsikkerhed er fundamentet for social ansvarlighed og høj kvalitet.
Jobsikkerhed er vigtig for os
I tekstilbranchen er det desværre stadig almindeligt, at medarbejderne arbejder intensivt i højsæsonen for så at blive fyret i lavsæsonen. Som køber kan du derfor lave et leverandørtjek i højsæsonen og se en stor gruppe ansatte med tilsyneladende sikre jobs – men hvis du kom tilbage i lavsæsonen, ville fabrikken stå stille, og medarbejdernes tryghed være forsvundet.
Sådan arbejder vi ikke. Jobsikkerhed er en afgørende faktor for både social ansvarlighed og kvalitet.
Derfor sørger vi for at udjævne sæsonkurverne, så vi kan fastholde en stabil produktion året rundt. Vi har ingen lavsæson – med strategisk planlægning af volumen kan vi bruge de stille perioder på at producere arbejdstøj, vi ved, der bliver brug for senere. Det er muligt, fordi vi holder et stort lager af stof og materialer, som sikrer fleksibilitet og tryghed i produktionen.
Resultatet er en medarbejderstab, der hele tiden udvikler deres kompetencer, kan bygge en karriere hos os – og frem for alt føler sig trygge i visheden om, at de ikke risikerer at stå uden indtægt i dele af året. Måske er det også en af grundene til, at vi har relativt lav medarbejderomsætning. Hvis man efter et år har fundet ud af, at vi er det rigtige sted at arbejde, bliver man typisk i mange år – og det siger egentlig det hele.
Vi prioriterer en fair arbejdsplads og gør alt, hvad vi kan, for at være en god arbejdsgiver. Derfor arbejder vi for at skabe en kultur, hvor det føles naturligt at være åben om udfordringer og fejl. Vi ønsker, at alle medarbejdere føler sig trygge ved at sige til, hvis noget er gået galt – så vi kan finde løsninger sammen.
Fordelen er åbenlys: vi kan nå at rette op på problemer, inden de rammer kunden. Men friheden til at fejle giver også et trygt arbejdsmiljø, som fremmer personlig udvikling og driver virksomheden fremad.

Trivsel på arbejdspladsen er en forretningsmæssig interesse
De steder, vi driver fabrikker, prøver vi at gøre en forskel på flere måder. Det kan være gennem skoler, sundhed, sociale projekter eller lokale initiativer som støtte til børnehjem.
Morgenmad, frokost og snacks er gratis eller delvist betalt på flere af vores fabrikker. Derudover tilbydes gratis bustransport til og fra arbejde for dem, der ønsker det.
I de lande, vi arbejder i, er skolegang gratis – men skolebøger er dyre. For at støtte medarbejdernes børn organiserer flere af vores fabrikker hvert år en boguddeling, hvor skolebøger og materialer gives til familierne.
Men intet af dette handler om velgørenhed – det handler om sund forretning. Det er vigtigt for os at understrege, fordi vi ønsker, at flere virksomheder prioriterer de bedst mulige arbejdsvilkår, uanset hvor i verden medarbejderne befinder sig. Når familien har det godt, bliver arbejdstøjet godt – og det er godt for forretningen i sidste ende.

kONTROL
ET LILLE ANTAL NØJE UDVALGTE LEVERANDØRER
Store netværk af leverandører har længe været normen i tekstilbranchen – ofte med endnu flere underleverandører i næste led. Efter vores mening betyder flere led mindre kontrol over værdikæden.
Ti leverandører leverer 90 procent af alt det tekstilmateriale, vi køber. Det er næsten unikt i en branche, hvor mange virksomheder har ti gange så mange leverandører.
90 procent af vores materiale fremstilles af 10 tekstilproducenter.

Vores leverandørnetværk for specifikke materialer og komponenter består af vigtige, tætte partnerskaber, der er udviklet gennem mange år. Og netværket er lille nok til, at vi kan pleje relationerne og opretholde et tæt samarbejde.
Denne tilgang sikrer fuld indsigt i hele værdikæden og er afgørende for at fastholde høj kvalitet og maksimere en mere bæredygtig produktion.
Det er lige så vigtigt for os, at vores leverandørers medarbejdere har gode arbejdsforhold, som det er for vores egne ansatte. Og det er lige så vigtigt, at leverandørerne tager ansvar for klima og miljø, som det er for os selv. For at sikre dette kræves både gennemsigtighed og mulighed for indflydelse – noget vi får via et begrænset antal leverandører.
Ti leverandører leverer næsten alt det materiale, vi har brug for. Mange af dem har arbejdet sammen med os i 15–30 år, og vi ved, at de deler vores værdier omkring sikkerhed og fair arbejdsforhold. De har ofte flere nøgleprocesser in-house – spinding, strikning eller vævning og farvning – og ligger langt foran, når det gælder produktudvikling. Det gør dem uvurderlige i arbejdet med at fastholde høj kvalitet og skabe løbende forbedringer inden for bæredygtighed.
Tætte relationer har også andre fordele. Koordinering bliver lettere, når man kender hinanden, og beslutningsvejene er kortere. Det giver os mulighed for at tilpasse produktionen til kundernes behov, udvikle nye materialer og vokse sammen med vores partnere.
KVALITETSKONTROL
SÅDAN FREMMER EGEN PRODUKTION SIKKERHED OG INNOVATION
Vi vil ikke have, at nogen smider deres arbejdstøj, handsker eller sko ud, bare fordi de ikke passer ordentligt eller ikke kan klare opgaven. Derfor tester vi alt, hvad vi laver, til mindste detalje. Det handler selvfølgelig om at gøre vores kunder tilfredse – men også om at undgå unødvendige klimaudledninger. Jo færre stykker arbejdstøj, handsker og sko der produceres, desto bedre er det for planeten. Og det bedste, vi kan gøre, er at minimere årsagerne til at købe nyt.
Et færdigt stykke arbejdstøj fra Blåkläder skal bevise sit værd igen og igen. Vores materialer testes i næsten alle led af produktionen – fra fibre til færdigt stykke arbejdstøj. Udviklingen af et nyt produkt starter med en grundig specifikation: Hvad skal det kunne tåle? Skal det vaskes ofte? Udsættes det for meget slid? Skal det kunne modstå høje temperaturer? Både stoffet og det færdige stykke arbejdstøj testes ud fra den måde, det vil blive brugt på.
Testningen foregår både hos vores leverandører, hvor garnet spindes eller stoffet fremstilles og farves, i vores centrale laboratorium i Svenljunga i Sverige, og i de forskellige produktionslaboratorier på vores fabrikker. Resultaterne samles i en rapport, som vores indkøbsteam gennemgår, inden materialet går videre til produktion – og bliver kvalitetssikret af produktionsteamet en sidste gang. Herefter sys prøver sammen og sendes til vores testpiloter, som udsætter arbejdstøjet for virkelige og hårde arbejdsforhold. Først når alle disse trin er bestået med topkarakterer, går arbejdstøjet i produktion.
Dette fungerer særdeles godt, fordi vi ejer vores fabrikker og kun har et lille antal leverandører. Vi kan lagre kvalitetssikret stof og holde produktionen kørende, med i alt fire millioner meter stof klar til brug, når behovet opstår. Det giver os fleksibilitet til at levere hurtigt uden nogensinde at gå på kompromis med kvalitetssikringen.

Højteknologisk testlaboratorium for sikkerhedssko
Blåkläders skofabrik har et avanceret testlaboratorium, der kontrollerer kvalitet, funktionalitet, ergonomi og sikkerhed for vores sikkerhedssko. Ikke én eneste skomodel bliver sendt ud i verden uden først at være testet i laboratoriet.
Det 102 m² store laboratorium er stedet, hvor innovation, tekniske fremskridt og grundig testning finder sted. Alt testes her for at sikre, at skoene leverer det, de lover – den kvalitet, Blåkläders kunder forventer. Og når de første tests er bestået, tester vi igen. Og igen.
Laboratoriet giver mange fordele i vores fortsatte jagt på den perfekte sikkerhedssko. At have et så stort og moderne laboratorium er et naturligt resultat af vores engagement i kvalitet og funktionalitet – ligesom i alt andet, vi gør. Det betyder, at vi kan være ét skridt foran i udviklingen og ydeevnen af vores sikkerhedssko.
LOGISTIK
SÅDAN PAKKES OG SENDES VORES TØJ
Bæredygtighed handler ofte om kompromiser. Vi kan ikke sende et stykke arbejdstøj uden emballage – ellers bliver det beskidt eller endda ødelagt. Samtidig giver det ikke mening at bruge mere plastik og pap, end strengt nødvendigt. Derfor er vi smarte, når vi pakker, optimerer pladsen i containerne og vælger så bæredygtige transportløsninger som muligt for at reducere vores CO₂-aftryk.

Et skib ankommer (fuldt) lastet
At eje størstedelen af vores fabrikker og kun have få underleverandører gør os fleksible og giver os indflydelse på, hvordan vi transporterer arbejdstøjet. Med overblik over hele processen kan vi planlægge transporten i god tid og undgå dyrere og mere klima-belastende alternativer som luftfragt.
Transport uden for Europa sker som regel med skib, og vi sørger naturligvis for, at hver container fyldes helt op. Effektiv pakning, nøje planlægning og valg af transport, hvor det er muligt, er nøgleelementer i at minimere vores miljøpåvirkning.
I Svenljunga har vi et automatiseret lager med robotter, der sørger for, at alt ender præcis, hvor det skal. Er du typen, der elsker orden, er det et sandt drømmescenarie. Den minutiøse kontrol over vores arbejdstøj betyder, at vores kunder kan fokusere på deres forretning og få arbejdstøjet til tiden – uden unødvendig ventetid eller forsinkelser.
Plastposer lyder ikke særlig bæredygtigt, vel?
Vi er naturligvis opmærksomme på debatten om plastens funktion og betydning. For os handler det om balance. Vi bruger plastik af to årsager: For det første for at forhindre, at arbejdstøjet bliver beskidt, og for det andet for at sikre et tørt og beskyttet miljø under transport og opbevaring.
Vores plastposer udgør 0,2 procent af vores samlede CO₂-aftryk, men de gør en stor forskel ved at beskytte tøjet. Faktisk svarer en enkelt T-shirt til udledningen fra 200–400 plastikposer – så hvis et stykke arbejdstøj bliver ødelagt under transport, er miljøpåvirkningen langt større, end hvis vi bruger en pose til at beskytte det.
Alle vores plastposer er desuden genanvendelige, og al klar plastik sendes til genbrug. I dag genanvender vi også 60 procent af alt pap, vi bruger som emballage. Derudover har vi udviklet en pose af genbrugsplast og lignin – et naturligt biprodukt fra skoven – til brug som indpakning til kunder. Resultatet er både miljøvenligt og bæredygtigt, med en let duft af træ, der minder os om materialets oprindelse.
Vi foretrækker stadig at undgå plastik, og vi evaluerer og sammenligner løbende metoder for at træffe de mest fornuftige valg.